• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kalkmaleri (Kalkmaleri i Danmark)

Oprindelig forfatter SoeKas Seneste forfatter Redaktionen

Danmark med det sydlige Sverige har i forhold til sin størrelse bevaret en overordentlig stor mængde kalkmalerier (ca. 600), ikke mindst fra den senmiddelalderlige, gotiske periode. Bortset fra ganske få bevarede kalkmalerier i slotte og herregårde som fx Hesselagergård findes de alle i kirker. De tidligste bevarede freskoer er fra omkring 1100 (Jelling Kirke og Tamdrup Kirke). Gennem 1100-t. domineredes vægmaleriet af større værksteder som Väværkstedet, Finjaværkstedet og Jørlundeværkstedet. Grundlæggende er der — som i resten af Europa — i det romanske vægmaleri tale om forvaltning af en romersk arv via transformation af et byzantinsk eller italiensk-byzantinsk formsprog, hvad enten der er tale om Jellingværkstedets geometrisk "parcellerede" stil eller om Väværkstedets mindre skematiserede og mere klassisk orienterede stil. Baggrundene er så godt som altid i den dybblå og kostbare ultramarin, fremstillet af lapis lazuli, og generelt har man bestræbt sig på en farveintensitet, som om lyset strålede ud fra tingene selv. Bibelhistorie og helgenlegender, ofte arrangeret i to zoner, udgør det væsentlige indhold; hovedmotiverne er majestas domini og dommedag. Som i den byzantinske kunst kendes især fra Sjælland flere fremstillinger af den tronende Kristus i mandorla, flankeret af bl.a. ærkeengle svarende til livvagterne i en kejserlig tronsal.

I sidste halvdel af 1200-t. slog gotikken for alvor igennem, kirkerummene fik efterhånden hvælvinger, og freskoerne afløstes af seccomaleri eller en blandingsteknik. Baggrundene kan, især i begyndelsen, være farvede eller mønstrede, men den hvide kalk blev nu den altovervejende bundfarve. Den gotiske udtryksform byggede på en ny naturalisme og en ny inspiration fra antikken, herunder indflydelse fra Det Byzantinske Rige, men samtidig brød den, især i høj- og sengotikkens formsprog, for første gang klart med arven fra antikken. Den svungne linjeføring i såvel draperitegning som kropssprog slår en lyrisk og inderlig tone an, og en ny, lysere farveskala udstråler en vis feststemning eller højstemt glæde. I Danmark vandt gotikken indpas samtidig med nyorienteringer på både det religiøse og det verdslige område gennem tiggermunkeordnernes fremtrængen og optagelse af den høviske kultur fra især de nordtyske fyrstestater. Kærligheden kom i fokus som den opdragende kraft, både i ridderkulturen og i fromhedslivet, og majestas domini erstattedes som hovedmotiv af bl.a. Marias himmelkroning, baseret på kærlighedsforholdet mellem brud og brudgom i Højsangen fra Det Gamle Testamente. Malerierne blev gennemsyret af både passionsmystik og af høvisk mentalitet, Mariadyrkelsen blomstrede, og planteornamenterne i toppen af de gotiske hvælvkapper fik hjerteform.

Pestepidemien den sorte død i midten af 1300-t. satte et skel i højgotikken; man kan tale om en ny interesse for det plastiske, om en vis nøgternhed, der bryder det højstemte. I hvert fald er den internationale gotik, der slog igennem ca. 1400 og var forankret i de højaristokratiske miljøer, præget af en ny interesse for rum og for realisme i skildringen af dyr, planter, tekstiler etc. De nye strømninger førtes i de første årtier af 1400-t. til Danmark, hvor de kom til udtryk i udsmykningerne af Undløse Kirke og Viskinge Kirke. For første og sidste gang i det middelalderlige kalkmaleri tilstræbtes hos disse folk dybde i landskaberne, og niveauet er højt, hvad angår tegning, modellering og plasticitet. Den internationale gotik kom til at præge vægmaleriet helt op i sidste halvdel af 1400-t., hvor den i en langt simplere form repræsenteres af især Isefjordsværkstedet på Sjælland og Vittskövleværkstedet i Skåne.

Annonce

Omkring 1460-70 dukkede den sengotiske stil op i dansk vægmaleri. Den bredte sig fra Nederlandene, men Tyskland satte også i høj grad sit præg på stilen, især i den sene, "barokke" fase, som nåede Danmark ca. 1500. Enkelte sengotiske udsmykninger som den i Helligtrekongerskapellet ved Roskilde Domkirke er af høj kvalitet, men de fleste befinder sig på et enklere niveau med den såkaldte Århusskoles, herunder Michaelmesterens, udsmykninger som noget af det bedste, mens Everlöv-Brarup-Elmelundeværkstedets malerier er på det meget jævne, men alligevel af stor dekorativ virkning. Emnekredsene omkring Kristi lidelse vandt i vægt, ligesom helgenskaren udvidedes, men samtidig viser en lang række udsmykninger, især i det østlige Danmark, også skabelsen og de første menneskers historie. Endelig trådte en ny kreds af mere eller mindre groteske og obskøne moraliteter frem.

På reformationstiden omkring 1530 begyndte malerierne at blive præget af de nye renæssanceidealer. Produktionen fortsatte op igennem 1500-t.; især det nordlige Jylland udviser en lang række omfattende udsmykninger, nu koncentreret om Bibelhistorien, men dog ikke helt renset for fx katolske Mariamotiver. Ca. 1600 synes vægmalerierne at gå af mode, overkalkningen begyndte, og ved midten af 1700-t. stod kirkerne stort set hvidkalkede. Først med Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke (1901-06) genoptog man kalkmaleriet i de danske kirker, således i fx Ribe Domkirke ved Carl-Henning Pedersen (1983-88).

Den interesse for folkets historie og fortidsminder, som romantikken førte med sig, betød, at man fra ca. 1850 begyndte at afdække og restaurere kalkmalerierne, fx ved tegneren Magnus Petersen (1827-1917) og arkæologen og maleren Jacob Kornerup (1825-1913). Dette arbejde pågår stadig.

Se tillige artikler om de enkelte malerværksteder og Danmark (billedkunst).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Kaspersen: kalkmaleri (Kalkmaleri i Danmark) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103285



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. kalkmaleri (Kalkmaleri i Danmark)Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik