Krakelering, krakelure, revnedannelser i et maleri, der kan optræde i et enkelt eller flere lag (grundering, farvelag, fernis). Krakelering forekommer som optørringskrakelering, knyttet til bindemidler, og som alderskrakelering, der skyldes mekaniske påvirkninger i tidens løb.

Faktaboks

Etymologi
Ordet krakelering kommeraf fransk craqueler, af craquer 'knage, knirke', af crac 'knæk', lydefterlignende.

Krakelering af glasur på keramiske varer optræder som et net af fine revner og dannes, når skærv og glasur ikke har samme svindingsevne. En glaseret stentøjsting er mere brudstærk end en uglaseret. Men en uglaseret er mere brudstærk end en tilsvarende genstand med krakeleret glasur - netop de fysiske og materialemæssige forhold, der har ført til krakeleringen, svækker genstanden i forhold til slag og stød.

Som dekorativ effekt går krakelering tilbage til Song-dynastiet i Kina (960-1279). På Den Kongelige Porcelainsfabrik udvikledes i 1919 en grålig krakeleret glasur med sorte revner, anvendt i både unika- og serieproduktion til ca. 1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig