Meret Oppenheim, 1913-1985, tysk-schweizisk billedkunstner. Meret Oppenheim flyttede i 1932 fra Berlin til Paris, hvor hun blev et af de få markante kvindelige medlemmer af den surrealistiske kreds omkring André Breton. Hun er bl.a. kendt for objektværker som den pelsovertrukne tekop, Frokost i pels (1936, Museum of Modern Art, New York), og Min barnepige, et par stiletsko anrettet på et fad som en gåsesteg (1936, Moderna museet, Stockholm). Meret Oppenheim, der i 1948 bosatte sig i Bern, forblev optaget af underbevidsthedens symbolverden, som hun i 1960'erne og 1970'erne forenede med en interesse for indiansk kultur.