Faktaboks

Jörg Immendorff
Født
14. juni 1945, Bleckede, Tyskland
Død
28. maj 2007, Düsseldorf, Tyskland
Jörg Immendorff
Jörg Immendorff fotograferet i sit atelier i Düsseldorf i 2006.
Jörg Immendorff
Af /Ritzau Scanpix.

Jörg Immendorff var en tysk billedkunstner, aktionskunstner og scenograf. Han blev uddannet på kunstakademiet i Düsseldorf i årene 1963-1966 hos bl.a. Joseph Beuys.

Fra 1970'erne markerede Immerdorf sig med en række værker, hvis figurative og ekspressive udtryk gjorde op med både abstrakt kunst og pop art, og med deres sociale og politiske budskab stod de i kontrast til gængs opfattelse af nyere tysk historie.

Immendorff møder Penck

Jörg Immendorffs maleri Café Deutschland I fra 1978. Museum Ludwig, Köln. Med udgangspunkt i den italienske maler Renato Guttusos billede Café Greco (1976, Museum Ludwig, Köln) udførte Immendorff en serie på 16 billeder i et forsøg på at skabe en moderne tysk ikonografi i dialog med den østtyske maler A.R. Penck. Midt i billedet ses Immendorff selv, der rækker hånden frem gennem muren til forsoning med Penck, der spejler sig i søjlen ved siden af ham. Bag dem ses bl.a. politikere som Erich Honecker og Helmut Schmidt.

.

Betydningsfuldt for Jörg Immendorffs udvikling blev mødet med A.R. Penck i 1976 og 1977. Penck levede i Dresden under DDR-regimet og i opposition til dette. Deres fælles manifester, aktioner og værker tematiserede det tysk-tyske forhold og blev bl.a. symboliseret i serierne Café Deutschland (1976-ca. 1983) og Café Flore, hvor han fra 1983 forsøgte at genoplive historiemaleriet og give det en ny aktuel dimension.

Senere værker

Jörg Immendorff. Malernes mod, helt og holdent II, maleri, 1980. Louisiana.

.

I 1990'erne udførte han desuden serien The Rake's Progress med inspiration fra både William Hogarths værk A Rake's Progress (1732-1734) og Igor Stravinskijs opera The Rake's Progress (1951); til Salzburg-opførelsen af sidstnævnte skabte han i 1994 desuden scenografien.

Jörg Immendorf, der blev professor ved kunstakademiet i Düsseldorf i 1996, udstillede flere gange i Danmark og fik betydning for De Unge Vilde i 1980'erne. Han er repræsenteret på Louisiana og Kastrupgårdsamlingen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig