Heinrich Zille

Heinrich Zille, Heinrich Rudolf Zille, 1858-1929, tysk tegner og maler. Heinrich Zille, der selv var opvokset i fattige kår i nærheden af Dresden, er først og fremmest kendt som indforstået skildrer af Berlins baggårdsproletariat og den brogede skare af ludere og lommetyve, der prægede gader og gyder i rigshovedstaden i tiden før og efter 1. Verdenskrig. Under sine tegninger, der blev offentliggjort i satiriske tidsskrifter og samlet i billedbøger, anbragte han gerne en rammende replik eller to på berlinerdialekt. En af bøgerne gav han titlen Mein Milljöh (1914), og Zilles Milljöh er stadig et fast, i dag udpræget nostalgisk begreb i forbindelse med Berlin og den berlinske selvforståelse.

Heinrich Zilles tegninger vakte i begyndelsen forargelse, og kejser Wilhelm betegnede dem som rendestenskunst, men både på grund af sin ubestridelige tekniske kunnen og sine slagfærdige tekster fandt han tilhængere blandt tidens førende kunstnere, bl.a. Max Liebermann, der protegerede ham og i 1924 var medvirkende til, at han blev professor.

Samtidig var hans popularitet i befolkningen uden sidestykke, og han var en kendt skikkelse i bybilledet, når han opsøgte sine motiver med skitseblokken. Især var hans realistiske fremstillinger af snavsede, snotnæsede børn yndede, selv om de kunne tangere det morbide, som når en tuberkuløs pige forsøger at imponere legekammeraterne med ordene: "Hvis jeg vil, kan jeg spytte blod i sneen."

Zille var ikke agitator som hans nære veninde Käthe Kollwitz; han tegnede og skrev, hvad han så og hørte. Han var snarere humorist end satiriker, men tidens dårligdomme måtte næsten automatisk tilføre hans tegninger socialkritiske tendenser.

I sine sidste år lod han sig bruge til lidt af hvert. Det bedre borgerskab holdt i 1920'erne årlige Zille-baller i Sportpalast, hvor det gjaldt om at klæde sig ud som de mere farverige skikkelser fra hans persongalleri. I Grosses Schauspielhaus blev der givet et syngespil med titlen Hofball bei Zille oder Mein Milljöh (1925).

Den kommunistiske stumfilmklassiker Mutter Krausens Fahrt ins Glück (1929, Mutter Krauses Himmelfart) trak på den mere dystre del af hans motivkreds og blev lanceret som Zille-film, selv om han ikke direkte havde haft noget med tilblivelsen at gøre. Han døde inden premieren, og Käthe Kollwitz tegnede plakaten.

Heinrich Zilles tegninger blev ikke forbudt i Det Tredje Rige, men i de billedbøger, man fortsat sendte på markedet, prioriterede man den mere harmløse del af hans produktion. Efter 2. Verdenskrig blev han i Vestberlin holdt i hævd som lokalhistorisk koryfæ, mens vennen og malerkollegaen Otto Nagel i DDR betonede hans samfundskritiske virke. I 2002 åbnede et Zille-museum i Probststrasse i Nikolaiviertel nær Alexanderplatz i Berlin.

Læs mere om tysk billedkunst.