Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Conrad Felixmüller

Oprindelig forfatter UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Conrad Felixmüller, 1897-1977, tysk maler, grafiker og tegner. Conrad Felixmüller blev uddannet på kunstakademiet i Dresden fra 1912-15. Fra 1915 virkede han dels i Dresden, dels i Berlin, hvor han arbejde i maleren Ludwig Meidners atelier.

I Berlin have Conrad Felixmüller desuden kontakt til Herwarth Walden og tidsskriftet Der Sturm. Han udstillede i München og i Galleri Arnold i Dresden bl.a. sammen med Erich Heckel, Ernst Ludwig Kirchner og Karl Schmidt-Rottluff. Felixmüller bosatte sig permanent i Dresden fra 1918.

I 1917 var han med til at grundlægge Expressionistische Arbeitsgemeinschaft Dresden og i 1919 Neue Dresdner Sezession. Han var medlem af kommunistpartiet, KPD indtil 1924.

Conrad Felixmüllers værk kan i dets tidlige fase betegnes som socialkritisk ekspressionisme; omkring 1930 ændredes hans stil og hans værker blev mere realistiske og roligere i udtrykket.

Annonce

I 1933 blev hans arbejder erklæret entartet og 40 af hans værker blev vist på Dresdener-udstillingen Entartete Kunst. I 1937 blev 151 værker beslaglagt. I 1944 blev han indkaldt til krigstjeneste og efter en kort periode i sovjettisk krigsfangenskab vendte han tilbage til Tyskland.

Conrad Felixmüller blev i 1949 udnævnt til professor ved Martin-Luther-Universitetet i Halle. I 1961 vendte han tilbage til Berlin. Hans værker blev ofte udstillet i begge dele af Tyskland samt i udlandet.

Læs mere om tysk billedkunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ursula Fugmann: Conrad Felixmüller i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=205479