Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Isaac Grünewald

Oprindelig forfatter IMoer Seneste forfatter Redaktionen

Isaac Grünewald, 1889-1946, svensk maler. Isaac Grünewald blev uddannet i Stockholm 1905-08, men af større betydning var elevtiden 1908-11 hos Henri Matisse i Paris.

Sammen med sin hustru 1911-37, Sigrid Hjertén, og andre avantgardekunstnere blev Grünewald en central skikkelse i opgøret med både impressionisme og nationalromantik, og hans dekorative ekspressionistiske stil, der ses i værker som Det syngende træ (1915, Norrköpings konstmuseum) og Tyrefægtning (1917, smst.), var med til at indføre modernismen i Sverige.

Gennem udstillinger og ophold i København især under 1. Verdenskrig fik han også betydning for danske modernister.

Annonce

Isaac Grünewald markerede sig desuden som skribent, og scenografien til Samson og Dalila på Operaen i Stockholm 1921 blev epokegørende. Grünewald var professor ved Konsthögskolan i Stockholm 1938-42.

Læs mere om svensk billedkunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inge Mørch Jensen: Isaac Grünewald i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86280