Faktaboks

David Alforo Siqueiros
Født
1896
Død
1974

David Alforo Siqueiros, 1896-1974, mexicansk maler; uddannet på San Carlos-Akademiet. Udsendt som militærattaché mødte Siqueiros i 1919 i Paris Diego Rivera og offentliggjorde i Barcelona i 1921 et manifest for monumental offentlig kunst samt for integrationen af indiansk kultur og nye kunstneriske udtryk.

I 1920'erne deltog han s.m. Rivera og J.C. Orozco i muralisternes første projekt på Den Nationale Forberedelsesskole, Mexico City. Hans radikale kommunistiske standpunkter bragte ham i fængsel og i eksil i 1930.

I 1936 grundlagde Siqueiros i New York Det Moderne Kunstlaboratorium, hvor fx Jackson Pollock deltog. Fra 1950'erne malede han monumentale vægmalerier, bl.a. på Det Nationale Universitet og Kongrescenteret (1965-72), begge i Mexico City.

Læs mere om mexikansk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig