Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Corneille

Oprindelig forfatter ALum Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/5539/=ud_a_103050.mp3?revision=2

Corneille, egl. Cornelis Guillaume van Beverloo, 03.07.1922-05.09.2010, hollandsk maler, født i Belgien; han boede fra 1950 i Paris og foretog mange rejser til bl.a. Afrika og Sydamerika. Corneille var medstifter og medlem af Cobragruppen 1948-51.

Hans fabulerende malerier tog da udgangspunkt i værker af Paul Klee og Joan Miró og skildrede frigjorte fantasivæseners poetiske leg med symboler og grafiske tegn.

Fra midten af 1950'erne vandt naturinspirerede abstraktioner frem, først i et mylder af tæt forbundne småformer, derefter udtyndet til en art stillads, der rytmisk fordeler farvegrupperinger, hvor solen ofte kan skelnes. Men den kalligrafiske ornamentik udvikledes også til et labyrintisk landskab set i fugleperspektiv.

Annonce

Fra 1970'erne malede Corneille figurativt i en forenklet symbolik, hvor han med et dekorativt flademaleris varme farver skabte et epos om kvinder, fugle og blomster. Disse motiver forekommer også i hans grafik og bemalede træskulpturer.

Læs mere om hollandsk billedkunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ann Lumbye Sørensen: Corneille i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=59030