Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lawrence Alma-Tadema

Oprindelig forfatter CWils Seneste forfatter Redaktionen

Lawrence Alma-Tadema, 1836-1912, hollandsk-britisk maler. Efter studier i Belgien 1852-56 specialiserede Lawrence Alma-Tadema sig i egyptiske og middelalderlige motiver. I 1863 besøgte han Pompeji og blev optaget af antikkens Rom og Grækenland.

Alma-Tadema bosatte sig i England i 1870, og med sine romerske motiver blev han indbegrebet af victoriansk akademisk klassicisme. Han malede fortællingerne og de intime scener bag historiens store begivenheder, og hans rekonstruktioner af det antikke liv er overdådige, detaljerige og overordentlig naturtro. Farveholdningen er tung, og de ødsle farver samt billedernes til tider erotiske indhold gjorde ham til en umådelig populær maler.

Efter Lawrence Alma-Tademas død mistede publikum interessen for hans billeder, og det er først i 1980'erne, at han igen er blevet populær. Både en datter Anna (ca. 1865-1943) og hans kone Laura Theresa (1852-1909) var malere.

Annonce

Læs mere om billedkunst i Storbritannien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christina Wilson: Lawrence Alma-Tadema i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36244