Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henry Moore

Oprindelig forfatter GKS Seneste forfatter Redaktionen

Henry Moore, 1898-1986, britisk skulptør og grafiker. Henry Moore blev uddannet ved Leeds School of Art 1920-21 og Royal College of Art i London 1921-23, hvor han også var lærer 1925-32; han underviste endvidere på Chelsea School of Art 1932-39.

Frem for nogen har Moore sat England på verdenskortet som skulpturnation. Sammen med Barbara Hepworth, Ben Nicholson og Herbert Read repræsenterede han i 1930'erne den britiske avantgarde, mens hans tidligste arbejder var inspireret af romansk kunst og Chac Mool, mayafolkets liggende gudefigur med maven formet som en offerskål.

Under 2. Verdenskrig blev Henry Moore udnævnt til officiel krigsillustrator og udførte i den funktion de såkaldte shelter-drawings fra undergrundsbanen i London, hvor folk søgte tilflugt under bombardementerne. I mange af tegningerne skildrede han de sovende kroppe som pupper og orme i et spind af sjaler.

Annonce

En rejse til Grækenland efter 2. Verdenskrig gav næring til hans store kærlighed til antikken, som resulterede i en række draperede figurer. Henry Moore var humanist, og menneskekroppen var og forblev hans fornemste motiv. I sine figurer og gestalter forenede han naturalisme med fragmentering og dramatiske gennembrydninger, og trods arrede snitflader, brudte lemmer og udhulede bløddele var de ranke. Han så dem helst placeret ude i naturen, som på Louisiana i Humlebæk, hvor de åbne former inddrager landskabet.

Henry Moore vendte ofte tilbage til ældre arbejder, og tilsyneladende abstrakte former lader sig ofte forklare ved reference til mere naturalistiske versioner af fx den liggende kvinde. Inspiration hentede han også i sin samling af konkylier, gennemhullede strandsten, flinteknolde, knogler m.m.

Han var særdeles produktiv, og hans skulpturer spredtes over hele kloden. I 1948 fik han tildelt den internationale skulpturpris ved Biennalen i Venezia og i 1953 ved Biennalen i São Paulo.

I 1977 åbnedes Henry Moore Foundation, et center for skulpturkunst, i Much Hadham nord for London. 1982 indviedes Henry Moore Sculpture Garden samt Centre for the Study of Sculpture i Leeds.

Læs mere om billedkunst i Storbritannien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gertrud Købke Sutton: Henry Moore i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127400