Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gilbert & George

Oprindelig forfatter ALum Seneste forfatter Redaktionen

Gilbert & George, britiske billedkunstnere, Gilbert Proesch (f. 1943) og George Passmore (f. 1942). Deres møde i London 1967 indledte et nært venskab og samarbejde, hvorefter de udelukkende har skabt fællesarbejder.

Med afsæt i konceptkunsten betegnede de sig 1969-77 som Living Sculptures ('levende skulpturer') og erklærede, at alle deres handlinger var at betragte som kunst. De opførte timelange, rituelt betonede performances, arbejdede med film og video samt udgav bøger og afsendte postkort, der dokumenterede deres færden.

Gilbert & George har siden 1971 skabt serier af fotobaserede værker, hvor de selv optræder som centrale figurer i kritiske eller ironiske kommentarer til fx sociale, religiøse og seksuelle emner.

Annonce

Formaterne og brugen af farver er gradvis blevet forøget, så deres fotomontager siden 1980 fremstår som monumentale, dekorative og farverige kompositioner.

Gilbert & George er repræsenteret på Aarhus Kunstmuseum og Statens Museum for Kunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ann Lumbye Sørensen: Gilbert & George i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83946