Faktaboks

Richard Serra
Født
2. november 1938, San Francisco, Californien, USA
Død
26. marts 2024, Orient, New York, USA

Richard Serra var en amerikansk billedhugger og environmentkunstner. Efter studier ved bl.a. University of California i Berkeley og Yale University opholdt Richard Serra sig i 1965-1966 i Italien, hvor han havde sin første separatudstilling med værker, som associeredes med arte povera.

Under sit ophold i Europa stiftede Richard Serra bekendtskab med Constantin Brancusis og Alberto Giacomettis skulpturer i 1965 i Paris, der befordrede hans tanker om at udvide skulpturbegrebet.

Efter at have arbejdet med gummi i 1966-1967 begyndte han sidst i 1960'erne at anvende bly og stål ud fra ønsket om at skabe en antiillusionistisk kunst, hvorved arbejdsprocessen, de rå materialers særlige kvaliteter og det omgivende rum anskueliggøres. Et tidligt eksempel på dette er One Ton Prop (House of Cards) (1969, Museum of Modern Art, New York), hvor fire tunge blyplader kun holdes oprejst ved at balancere mod hinanden.

Siden begyndelsen af 1980'erne skabte Richard Serra flere monumentale offentlige skulpturer, fx Tilted Arc (opstillet i 1981 i New York; fjernet i 1989). Et hovedværk er The Matter of TimeGuggenheim Museum i Bilbao, Spanien, der med udgangspunt i værket Snake (1994-1997), tre bugtende plader på hver 4 x ca. 16 meter i oxyderet stål, blev udvidet i 2003-2005 til at omfatte yderligere syv skulpturer i samme stort anlagte dimensioner, formet som spiraler og ellipser.

Richard Serra var kendt for sit politiske engagement. På Whitney Biennalen 2006 var han repræsenteret med en tegning i fed, sort oliekridt, som forestillede en irakisk fange fra det kontroversielle fængsel Abu Ghraib under Irakkrigen med overskriften STOP BUSH (2004).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig