Richard Estes, f. 1932, amerikansk maler. I slutningen af 1960'erne malede han minutiøst detaljerede cafeteria- og forretningsfacader med reklameslogans, vareopstillinger, skilte og den omgivende bys spejlinger i ruderne. I de efterfølgende billedserier fra 1970'erne og 1980'erne opløstes den strengt frontale opbygning, og motiverne blev udvidet til at omfatte hele gadeforløb. De stadig mere komplekse, men oftest mennesketomme byscener fra især New York skildrer Estes dog fortsat med fotorealistisk nøjagtighed.