Morgan Russell, 1886-1953, amerikansk maler. Efter studier hos Robert Henri i New York flyttede Russell 1906 til Paris, hvor han s.m. Stanton Macdonald-Wright (1890-1973) udviklede synkronismen. Hans malerier karakteriseres ved brede, kraftfulde strøg, sat på lærredet, så de danner enkle geometriske mønstre, der fremhæver et dynamisk billedrum. 1946 vendte han tilbage til USA, hvor han især malede religiøse billeder.