Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Steffen Jørgensen

Oprindelig forfatter BHes Seneste forfatter PKN

Steffen Jørgensen, 4.6.1940-8.8.2015, dansk maler og grafiker. Steffen Jørensen blev uddannet på Kunstakademiet 1961-65 hos Dan Sterup-Hansen og Holger J. Jensen og blev i 1976 cand.scient. i matematik på Københavns Universitet.

Steffen Jørgensens kunstneriske arbejde foregik på et strengt videnskabeligt grundlag i hans studier og forskning inden for matematikken. Han undersøgte systematisk genstande som fx kranier og æbler, der blev skildret med anvendelse af forskellige geometrisk funderede afbildningsmåder, og med udgangspunkt i den projektive geometri arbejdede han med systemer af punkter og linjer, som han kaldte Konfigurationer.

Af værker kan nævnes Projektiv transformation af et kranium I (1973, Randers Kunstmuseum) og Desargues-konfiguration, trekantserie (1979, Kunstmuseet Trapholt). Han er desuden repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Stedelijk Museum i Amsterdam og Museum of Modern Art i New York.

Annonce

Steffen Jørgensen udførte flere udsmykningsopgaver og var fra 1971 medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Hessellund: Steffen Jørgensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102839