Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kehnet Nielsen

Oprindelig forfatter Wei Seneste forfatter Redaktionen

Kehnet Nielsen, f. 1947, dansk maler; uddannet på Kunstakademiet 1977-82. Kehnet Nielsen var en central figur blandt De Unge Vilde, der brød igennem med udstillingen Kniven på hovedet (1982, Tranegården, Gentofte), der havde titel efter et af hans billeder.

Siden har Kehnet Nielsen søgt et romantisk maleri i nordisk tradition, ofte melankolsk mørkt, stofligt og pastost. Antydet figuration kan spores, men om noget dyrkes farven i billedserier i store formater og vidner om kunstnerens eksistentielle kamp med farve, rum og lærred.

2011 viste Kunstmuseet i Tønder ca. 75 værker af Kehnet Nielsen på en stor retrospektiv udstilling, Painting out of time, indbefattende træsnit, skulptur og maleri.

Annonce

Kehnet Nielsen har deltaget på flere internationale og nationale udstillinger. Han har udført adskillige udsmykningsopgaver bl.a. for Greve Rådhus, Den Sociale Ankestyrelse i København, Nykredit i København, Aalborg Universitet samt Domhuset - Københavns Byret.

Kehnet Nielsens værker er repræsenteret på flere museer, bl.a. Statens Museum for Kunst og Kunstmuseet i Tønder. 1996 modtog Kehnet Nielsen Eckersbergs Medalje. Desuden modtager han Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weirup: Kehnet Nielsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131766