Faktaboks

Katya Sander
Født
1970

Katya Sander, f. 1970, dansk billedkunstner; uddannet på Kunstakademiet 1994-99 og i New York 1999-2000, suppleret med studier i litteratur og moderne kultur på Københavns Universitet 1990-97. Katya Sander bor og arbejder i København og Berlin.

Med udgangspunkt i konceptuelle strategier arbejder Katya Sander med forskellige medier som installation, tekst og video. Hendes værker er ofte funderet i kritisk teori og centreret omkring en undersøgelse af et steds fysiske eller sociale rammer; i fx installationen To døre (1998) tvinges man som udstillingsgæst til at vælge, om man vil gå ind ad døren med et kvindeligt eller et mandligt piktogram.

Katya Sander arbejder ofte sammen med andre kunstnere; hun var 1995-2003 redaktør af tidsskriftet Øjeblikket (grdl. 1991).

Katya Sander har udstillet og medvirket i en lang række kunstprojekter i både Danmark og udlandet. Blandt de seneste soloudstillinger kan nævnes, Production of Future. A Science Fiction About Counting i Künstlerhaus Stuttgart 2008; What is Capitalism?, Zeppelin University ved Flughafen Tempelhof, Berlin 2007 og The Most Complicated Machines Are Made of Words, Museum Moderner Kunst i Wien 2005.

Hun deltog desuden på Documenta 12 i Kassel 2007 i et udstillingsprojekt med David Thorne, Ashley Hunt, Sharon Hayes og Andrea Geyer.

Katya Sander er professor ved Kunstakademiets billedhuggerskole fra 2008.

Hjemmeside: http://www.katyasander.net/

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig