Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joseph Salamon

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter PKN

Joseph Salamon, Josef Salamon, f. 5.4.1932, rumænsk-dansk billedhugger og grafiker. Efter studier i både Bukarest og Israel blev Joseph Salamon 1954-58 uddannet på Brera-akademiet i Milano hos Marino Marini og Giacomo Manzù og på kunstakademiet i Rom. Efter giftermål med den danske keramiker og billedkunstner Hanne Gaarde Salamon (10.4.1935-17.1.2015) flyttede parret til Danmark, hvor Joseph Salamon 1960-61 afsluttede sin uddannelse på Kunstakademiet hos Gottfred Eickhoff.

Både Marini og Manzù fik betydning for Joseph Salamons figurativt-abstrakte udtryksform, som han senere har udviklet i både figurativ og rent abstrakt retning med træ, marmor og granit, bronze og kobber som de foretrukne materialer.

En omfattende udstillingsvirksomhed har Joseph Salamon forenet med løsning af en lang række udsmykningsopgaver, der tæller fontæner ved bl.a. rådhusene i Farum (1989, flyttet til Farum Kulturhus 2014), Værløse (1996/2001) og Slangerup (2003), holocaust-monumenter i København (1989 og 1992) og Jerusalem (1991), Tingporten ved Vestre Landsret i Viborg (bronze, 1994), Erik Ejegod i Slangerup (granit, 1995), Jyske heste, Skive (bronze, 1996), portal på Islands Brygge, København (bronze, 2005) og Søndersøportalen ved Patienthotellet i Viborg (granit, 2010).

Arbejdet med form, rum og lys, men også med den lette, arabeskagtige streg præger mange af Joseph Salamons grafiske værker, der er udført som både kobbertryk, radering, litografi, serigrafi og træsnit.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Joseph Salamon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=313692