Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Carstensen

Oprindelig forfatter PMHo Seneste forfatter Redaktionen

Johannes Carstensen, 30.1.1924-26.12.2010, dansk maler; uddannet på bl.a. Kunstakademiet 1950-54 under Aksel Jørgensen.

Påvirket af Erik Hoppes maleri og en rejse til Frankrig 1953, hvor især Vincent van Goghs og Georges Braques kunst gjorde indtryk, har Johannes Carstensen i bl.a. opstillinger og landskaber rendyrket et lysende klart og farvestærkt, næsten neoimpressionistisk flademaleri. Han udførte også mosaikudsmykninger til bl.a. teatret i Sønderborg (1986-89).

Johannes Carstensen blev medlem af Grønningen 1958, af Corner 1970 og af Koloristerne 1992; han modtog Eckersbergs Medalje 1972. Efter at være flyttet til Odsherred var han i 1973 medstifter af Huset i Asnæs (se Odsherredsmalerne).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Michael Hornung: Johannes Carstensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54684