Jens Birkemose var en dansk maler og grafiker. Jens Birkemose blev uddannet i klaver, komposition og musikteori på konservatoriet i København i 1965; derefter kortvarige studier på kunstakademierne i Paris og København.
Jens Birkemose arbejdede med det intime format, fx som forfatter til en række små surrealt-poetiske bøger, der med legende, erotisk associationsrigdom kombinerer tekst- og billedfragmenter. Men han udfoldede sig også inden for de store formater, hvor han som maler dyrkede en dekorativt betonet, abstrakt-ekspressionistisk stil.
Tilfældighedsprincippet i musikken hos bl.a. John Cage har betydet meget for Birkemoses afprøvning af metoder og grænser i den maleriske proces. I en vigtig udstilling som Newton's Night på Ny Carlsberg Glyptotek 1980 inddrog han tillige mail-art og collage og eksperimenterede med aura-effekten i genstande af bl.a. eksotisk herkomst. Til Handelshøjskolen i København udførte han 1989 en udsmykningsopgave.
Jens Birkemose havde fra 1976 atelier i Paris og har fra 1980 udstillet som medlem af Decembristerne; i 1990 modtog han Eckersbergs Medalje. Han er repræsenteret på Statens Museum for Kunst og andre danske museer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.