Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Rømer

Oprindelig forfatter Wei Seneste forfatter Redaktionen

Jørgen Rømer, 9.5.1923-1.7.2007, dansk kunsthistoriker, grafiker og maler. Fra 1943 læste Jørgen Rømer kunsthistorie ved Københavns Universitet, og 1946-92 var han ansat ved Statens Kunsthistoriske Fotografisamling; fra 1974 var han tillige forskningsbibliotekar ved Kunstakademiets Bibliotek.

Studier på Kunstakademiets grafiske skole 1957-60 og tilknytning til miljøet omkring Eks-skolen banede vejen for et selvstændigt kunstnerisk formsprog; opløste organiske motiver synes at pege mod en fortolkning af naturens mindste bestanddele i minutiøst udførte tegninger, tryk i forskellige grafiske teknikker samt akvareller.

De ofte meget små arbejder udstillede Jørgen Rømer bl.a. som medlem af Den Frie Udstilling fra 1969. Han besad flere tillidshverv og var konsulent for Vejen Kunstmuseum 1965-94.

Annonce

1986 modtog Jørgen Rømer Eckersbergs Medalje, 2006 Thorvaldsens Medalje.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weirup: Jørgen Rømer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153921