Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Freddy Fraek

Oprindelig forfatter BHes Seneste forfatter Redaktionen

Freddy Fraek, egl. Freddy Poulsen, 1935-2016, dansk grafiker og billedhugger. Som den bramfri sanger Freddy Fræk med banjo, kazoo og kasket blev han landskendt i 1960'erne (Nu skal vi ud og se på damer).

I 1968 medvirkede han i børne-tv-serien Sonja fra Saxogade, og senere indspillede han børnesange som Den lille frække Frederik og Skorstensfejeren gik en tur. Samtidig var han 1967-79 tilknyttet Kunstakademiets skulpturafdeling, først som elev, siden som lærer.

Siden begyndelsen af 1980'erne arbejdede Freddy Fraek udelukkende som billedhugger, bl.a. i samarbejde med hustruen Gun Gordillo, begge med tilknytning til Galerie Denise René i Paris. Hans konstruktivistiske formsprog i sten, træ og stål kommer til sin ret i større udsmykningsopgaver som fx Lineal (1983) til Bandhagen tunnelbanestation i Stockholm og Vinden (1992) i Frederikshavn. Senere værker i det offentlige rum tæller bl.a. en installation i Trekroner ved Roskilde (2005). Freddy Fraek har tillige arbejdet med at forene lyd og (metal)skulptur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Hessellund: Freddy Fraek i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79170