Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eva Sørensen

Oprindelig forfatter Wei Seneste forfatter Redaktionen

Eva Sørensen, f. 1940, dansk billedhugger; fra 1958 uddannet hos maleren Mogens Andersen samt på danske og italienske keramiske værksteder og skoler.

Eva Sørensen var i 1960'erne en fremtrædende keramiker i det danske kunsthåndværkermiljø. I 1972 bosatte hun sig i Pietrasanta nord for Pisa og senere ved Lago Maggiore i Italien, hvor hun har arbejdet med sine ofte store skulpturer i grøn granit.

Eva Sørensen er en af sin generations betydeligste skulptører og har lavet flere værker til det offentlige rum, bl.a. i fødebyen Herning, til Ordrupgaardsamlingens park (1992) og ved Dansk Polarcenter på Christianshavn, København (afsløret 2003).

Annonce

Sørensens skulpturer, hvis formsprog bygger på stenens muligheder, er i bearbejdning beslægtet med nordiske steler og varder og er ofte erotiske i udtrykket.

Eva Sørensen er medlem af Grønningen (1968-79 og fra 1989) og modtager af bl.a. Eckersbergs Medalje (1979) og Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat (1992). I 1982 var hun Danmarks repræsentant på biennalen i Venezia.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weirup: Eva Sørensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169032