Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dorte Dahlin

Oprindelig forfatter Bogh Seneste forfatter Redaktionen

Dorte Dahlin, f. 1955, dansk billedkunstner. Dorte Dahlin er uddannet på Kunstakademiet i København 1978-84 hos Sven Dalsgaard, Freddie A. Lerche og Hein Heinsen.

Dorte Dahlin tilhører generationen af "unge vilde" malere, der i første halvdel af 1980'erne forsøgte at genoptage det ekspressionistiske maleri på det moderne informationssamfunds betingelser.

Siden har Dahlin beskæftiget sig med paradoksale og springende tid-rum-forhold. Hun udforsker således maleriets evne til at afdække forbindelseslinjer mellem områder, der almindeligvis er adskilt, og til at ophæve vaneprægede måder at kategorisere omverdenen på.

Annonce

Dorte Dahlins senere arbejder er Stenruden af rosakvarts udført til Ballerup Kirke i 2003 og GELOIA, stendør af rosakvarts, udført til Klosterkirken i Aalborg i 2012. Hun har modtaget Tagea Brandts rejselegat i 2002 samt arbejdslegater fra Statens Kunstfond.

Dorte Dahlins arbejder er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, ARoS, Esbjerg Kunstmuseum og Kobberstiksamlingen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mikkel Bogh: Dorte Dahlin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60541