Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bjarne v.H.H. Solberg

Oprindelige forfattere HLyd og PMHo Seneste forfatter Redaktionen

Bjarne v.H.H. Solberg, f. 1945, dansk billedkunstner og scenograf; uddannet tegner på Skolen for Brugskunst 1967. I mystisk foruroligende skulpturer af scenografisk eller installationsagtig karakter arbejder Solberg med mixed media, fx kul, træ, kunststof, neon- eller gaslys m.m., for at vise, at det organiske i vor kultur altid invaderes af det artificielle eller industrielle.

En skulptur som Dead Light/Life Light fra 1986 (destrueret) synes at rumme velkendte træk, men varsler samtidig noget fremmed og udefrakommende.

Solberg debuterede som scenograf 1979 på Allé-Scenen med Garcia LorcasDona Rosita. Han har fra midten af 1980’erne markeret sig med et ekspressivt, sanseligt og rumligt fabulerende scenesprog, der gerne iblander ild og vand, ikke mindst hos Nyt Dansk Danseteater, bl.a. Anette AbildgaardsMorels opfindelse (1989), og Cantabile 2 med stedsspecifikke scenografier, bl.a. Loreley (2000), Tiden da vi ikke kendte til hinanden (2003) og Oceanhavet (2005).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding, Peter Michael Hornung: Bjarne v.H.H. Solberg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162015