Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adi Holzer

Oprindelig forfatter gdra@gyldendal.dk Seneste forfatter Redaktionen

Adi Holzer, f. 1936, østrigsk-dansk billedkunstner, bosat i Danmark siden 1962. Adi Holzer er født i Stockerau ved Wien og uddannet på Akademie für bildende Künste i Wien 1955-60.

Hans tidlige arbejder viser glæden ved naturen, bl.a. fra hans hjemegn i Østrig. Senere har han hentet inspiration i bl.a. Bibelen, musikkens verden og cirkuslivet - med billeder af især klovne - og han har arbejdet i en lang række teknikker som fx maleri, skulptur, grafik, glasmosaik og billedvævning. Udtryksformen kan være abstrakt, men er gerne figurativ, og det koloristiske står i centrum, ofte med varmt glødende og lysende farver.

Adi Holzer har udført vægmalerier og andre udsmykningsopgaver flere steder i Østrig og Tyskland, i Danmark bl.a. til Hasseris Kirke i Aalborg (1995, s.m. Niels Helledie), Hem Kirke (maleri på prædikestol, 2000), Faurholt Kirke (altertavle, 2004) og Søborgmagle Kirke (altertavle, 2008). Til bryllupssalen på Værløse Rådhus har han udført det store vægmaleri Kærlighed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
rikke andersen: Adi Holzer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=201102