Faktaboks

Han van Meegeren

Henricus Antonius van Meegeren

Født
1889
Død
1947

Han van Meegeren var en hollandsk maler og kunstforfalsker. Han van Meegeren er kendt som en af kunsthistoriens største forfalskere.

På grund af ringe held med afsætningen af egne arbejder begyndte han i 1930'erne at kopiere især 1600-tals malerier, bl.a. Frans Hals, og sælge dem som originaler til både museer og private samlere.

Han ramte en guldåre, da han opfandt en bibelsk motivkreds tidligt i Jan Vermeer van Delfts i forvejen sparsomme produktion.

Bedst kendt er hans Vermeer-efterligning Kristus i Emmaus fra 1937, som på foranledning af den internationalt anerkendte ekspert Abraham Bredius (1855-1945) blev købt til Boymans-van Beuningen-museet i Rotterdam.

Van Meegerens virksomhed blev afsløret i 1945, da han stod anklaget for at have solgt nationale kunstskatte til tyskerne. Bl.a. havde han via en mellemhandler for et millionbeløb solgt en Vermeer (Kristus og kvinden grebet i hor, 1941-1942) til Hermann Göring. Han forsvarede sig med, at billederne var falsknerier og gav i fængslet prøver på sin fremgangsmåde.

Han van Meegeren blev i 1947 idømt et års fængsel for svindel og døde inden løsladelsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig