Faktaboks

Francis Bacon
Født
1909
Død
1992

Francis Bacon, 1909-1992, britisk maler, født i Irland, bosat i London fra ca. 1930. Francis Bacon regnes ved siden af billedhuggeren Henry Moore for århundredets betydeligste britiske kunstner.

Francis Bacon modtog ingen kunstnerisk skoling, og i perioden fra 1925 og frem til det egentlige gennembrud i 1933 beskæftigede han sig med boligindretning og kunstindustri. I 1926-27 opholdt han sig i Berlin og Paris. Malerierne fra tiden før 2. Verdenskrig ødelagde han selv i krigsårene, hvorfor en egentlig konsekvent kunstnerisk proces først opstod ca. 1944.

Francis Bacons kunst fremhæves ofte som urbilledet på efterkrigstidens kulturelle pessimisme, men selv undsagde Bacon sig en sådan moralsk status og så værkerne udstyret også med klassisk skønhed. Et sted mellem fantasi og ofte voldsom erotisk akt fastholdes figurerne i skrabede, sceneagtige rum.

Med et spejl, en rørstol, en håndvask eller en nøgen pære fra loftet som eneste rekvisit udtrykker de kropsligt deformerede figurer både en skrøbelig blottethed og en grotesk fysisk energi.

Med inspiration fra ældre mestre og sin egen tids film og litteratur er Francis Bacons natmennesker et moderne bindeled til den klassiske europæiske figurkunst. Kendt er bl.a. hans variationer fra omkring 1950 over Diego Velázquez' portræt fra 1650 af pave Innocens 10. Bacon er repræsenteret på bl.a. Louisiana.

Læs mere om billedkunst i Storbritannien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig