Egon Schiele

Egon Schiele var en østrigsk maler og tegner. I 1907 blev han ven med Gustav Klimt, hvis symbolistiske maleri med dets karakteristiske kombination af figurative komponenter og abstrakt-ornamentale flademønstre blev en afgørende inspirationskilde og helt bestemmende for hans udvikling. Hans gæld til Klimt ses i en række portrætter og figurbilleder fra de følgende år. Disse arbejder rummer samtidig træk, der indvarsler hans personlige stil.

Schieles egenart træder frem i Selvportræt, skrigende (1910, privateje). Hans streg virker her hård og kantet, præget af pludselige ophold og retningsskift, som føres den af en nervøs-sensibel hånd, der atter og atter møder forhindringer og søger udenom i flagrende undvigelsesmanøvrer. I det hele taget udviklede Schiele i disse år en egenartet udtryksform, der bl.a. synes inspireret af El Grecos manierisme.

Foruden landskaber og bybilleder har Schiele hovedsagelig malet portrætter og figurbilleder. Han er især kendt for sine resignerede selvportrætter og sine, til det morbide grænsende, fremstillinger af nøgne, ofte magre og senede kvinder, der demonstrativt skrævende viser deres kønsdele frem, med udtryksløst stirrende øjne.

Også hans elskende par mødes i påfaldende glædesløs omfavnelse, ligesom han skildrer den unge kernefamilie — far, mor og barn — som tre ensomme væsener, fx i Familien (1918, Österreichische Galerie, Wien).

Som Edvard Munch, James Ensor og andre var han en af de desillusionerede kunstnere, der ved begyndelsen af 1900-tallet fokuserede på den åndelige krisetilstand, de forbandt med livet i det moderne samfund. Egon Schiele døde af spansk syge.