D. 8. april 1970 lavede Rødstrømperne deres første politiske aktion i København: en stor demonstration, hvor de deltagende kvinder bl.a. bar parykker og brystholdere uden på tøjet. To dage senere åbnede udstillingen Damebilleder, der fortsatte diskussionen og protesterne mod tidens kvindebilleder og kønsroller. Udstillingen var arrangeret af Kanonklubben: en feministisk kunstnergruppe, som Kirsten Justesen var med til at stifte, og som var navngivet efter et af medlemmernes kamera af mærket Canon.
Damebilleder bestod af to hoveddele: en udstilling i Rådskælderen på Kunstakademiet og en udsmykning af Trefoldigheden, som var en udstillingsbygning knyttet til Den Frie Udstillingsbygning. Udstillingen i Rådskælderen bestod af skiftende tableauer med kvindekamp-relaterede titler som Luderen og Forsvaret. Her kunne man f.eks. opleve Kanonklubbens medlemmer posere på skift som sexarbejdere eller deltage i et kursus i selvforsvar. Udstillingen sluttede med de tre tableauer Kjortlerne, Lejren og Festen, der alle var domineret af feminismens farve: rød. Kjortlerne var en systue, hvor kunstnerne syede røde kjortler; i Lejren flyttede kunsterne ind med deres børn og arbejdede foran publikum; og med Festen sluttede udstillingsperioden med deltagere klædt i rødt og servering af røde madretter.
Udsmykningen af Trefoldigheden havde titlen Bryllupskagen og blev afsløret midt i udstillingsperioden. Bygningen var udsmykket som en gigantisk bryllupskage med et brudepar lavet af mannequindukker på toppen. På den måde fungerede bygningen som en ironisk kommentar til brylluppet som en kvindes højeste mål. Samtidig gjorde udsmykningen det umuligt at udstille noget indeni bygningen, og udsmykningen var på den måde også en besættelse af det rum, der normalt stod til rådighed for den kunst, der allerede var anerkendt.
Damebilleder fungerede dermed som en samlet manifestation af de emner, som Kanonklubbens medlemmer syntes, var vigtige for rødstrømpernes kvindekamp og for kvindelige kunstneres arbejde og handlerum. To af Kanonklubbens medlemmer, Kirsten Dufour og Rikke Diemer, genskabte en del af Damebilleder til udstillingen What's happening? på Statens Museum for Kunst i 2015.
Omstændigheder, 1969-1973
Kirsten Justesen fødte sine to sønner Noel og Oskar Philip i 1969 og 1973. Under begge graviditeter skabte hun værker med udgangspunkt i sin egen gravide krop.
I 1969 lavede hun en lille serie af afstøbninger af sin gravide torso i epoxy. Indeni afstøbningerne klistrede hun forskellige papirer og genstande, f.eks. fotografier af barnets far, pjecer om spædbarnspleje og blanketter til ansøgning om rabatmærker til modermælkserstatning. I 1971 lavede hun endnu en serie afstøbninger af torsoen; denne gang i gennemsigtigt PVC, hvor hun havde klistret forskellige genstande fast til undersiden, f.eks. et rivejern og en stak babysko.
Under sin anden graviditet i 1973 lavede Kirsten Justesen en fotoserie, hvor hun poserer på en sokkel, som om hun var en skulptur – nøgen og med en tydelig gravid mave. På nogle af seriens fotografier poserer hun med en gipsafstøbning af sin torso fra den første graviditet. Og på andre har hun iscenesat sig selv i færd med traditionelle husmorsysler som at bage boller ("at have boller i ovnen" var og er slang for at være gravid) – dog med den afvigelse, at hun taber pladen med boller og altså ikke lykkes med at være en 'rigtig' mor og husmor. På et andet foto står hun nøgen og hænger vasketøj op med Christiansborgs spir i baggrunden – måske som en hentydning til den feministiske mærkesag, der blev debatteret på Christiansborg og vedtaget samme år, nemlig kvinders ret til fri abort.
Omstændigheder-værkerne viser dermed, hvordan den gravide mave i bogstavelig forstand gøres til genstand for en række diskussioner, holdninger og forventninger. Samtidig fungerer den gravide mave også som et æstetisk objekt, der rokker ved vores forestillinger om, hvad en kvindeskulptur kan fortælle om kvinden – f.eks. at hun ikke er en gudinde eller en jomfru, men derimod en kvinde med en almindelig krop og seksualitet.
Dét at blive mor kom i det hele taget til at betyde meget for Kirsten Justesens arbejde som både kunstner og aktivist. Mange af hendes værker handler om balancen mellem arbejde og familieliv (f.eks. Klassekampen, 1976), og som studerende var hun med til at stifte en børnehave på Kunstakademiet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.