Faktaboks

Ib Braase
Født
1923
Død
2009

Ib Braase, 1923-2009, dansk billedhugger; gift med Ragna Braase. Ib Braase blev uddannet i faderens stenhuggerværksted og 1949-54 på Kunstakademiet hos Einar Utzon-Frank, samtidig med at han var medhjælper for Astrid Noack.

Ib Braase huggede tidligt kompakte figurer i sten, men deltog med en række kompositioner i karton i 1950'ernes opgør med den sluttede figur. Efter at have lært at støbe i bronze i 1960'erne skabte han Barneværelset (1969, Statens Museum for Kunst), en åben struktur af industrielt fremstillede jernprofiler i samspil med brudstykker af hans ældre bronzeskulpturer.

Den indtager en nøgleposition i værket med sin karakter af sted, snarere end figur, og den vandt betydelig genklang på den franske "Salon de la jeune sculpture", hvor han begyndte at udstille, efter at han 1968 var flyttet til Marcoussis uden for Paris.

Braases kunst er beslægtet med arte povera, men i dansk kunst var han en ener med sine skrøbelige, skævt sammenflikkede, stofmæssigt rige konstruktioner. Han udstillede i Frankrig, men også i Danmark, 1966-76 på Grønningen og fra 1977 på Den Frie Udstilling.

1968 fik Ib Braase Eckersbergs Medalje og 1985 Thorvaldsens Medalje. Han udførte flere udsmykninger, bl.a. den stærkt debatterede Atelier mellem grænser (1985-89) til Det Danske Centralbibliotek i Flensborg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig