Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Victor Vasarely

Oprindelig forfatter FTF Seneste forfatter Redaktionen

Victor Vasarely, 1908-1997, egl. Viktor Vásárhelyi, ungarsk-fransk grafiker og maler. Som uddannet reklamegrafiker kom Victor Vasarely i 1930 til Paris, hvor han begyndte at eksperimentere med grafiske fremstillinger af abstraherede dyre- og menneskefigurer, der indkomponeredes som brydningsformer i sort-hvide skakbrætmønstre, fx Harlekin (1933, Vasarely-museet, Gordes).

Den særegne optiske virkning i disse arbejder gjorde ham til en tidlig banebryder for kunstretningen op art.

Fra 1947 fjernede Vasarely alle figurative indslag i sit formsprog, der nu forvandledes til helt konkret billedgeometri, hvis flimrende mønstre fremkaldte overraskende rum- og bevægelseseffekter i fladen, fx Vonal SSZ (1968, Musée d'art moderne, Paris).

Annonce

I 1970 åbnede Vasarely eget museum i Gordes, og han grundlagde i 1976 Fondation Vasarely i Aix-en-Provence.

Læs mere om fransk kunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Terman Frederiksen: Victor Vasarely i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178686