Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pierre Bonnard

Oprindelig forfatter FTF Seneste forfatter Redaktionen

Pierre Bonnard, 1867-1947, fransk maler og grafiker. Efter jurastudier ved Sorbonne i Paris blev Pierre Bonnard i slutningen af 1880'erne uddannet på École des beaux-arts og siden på Académie Julian.

Bonnard beundrede ved denne tid Paul Gauguins postimpressionistiske flademaleri og den dermed forbundne friere, ikke naturalistiske farvebehandling. I 1888 sluttede han sig til Gauguin i Bretagne og blev samme år medlem af den nystiftede gruppe Les Nabis, bestående af ligesindede unge Gauguin-beundrere: Paul Sérusier, Maurice Denis og Édouard Vuillard.

Men Pierre Bonnard blev aldrig nogen ortodoks eksponent for gruppens religiøst-symbolistiske videreførelse af Gauguins formsprog, syntetismen. Hans tilknytning til gruppen beroede mere på en overensstemmelse i den rent æstetiske udnyttelse af udtryksmidlerne.

Annonce

Pierre Bonnards motivverden lå i umiddelbar forlængelse af impressionisternes, idet han mest malede parisiske bymiljøer, landskaber, interiører med bordscener og figurbilleder med kvindelig nøgenmodel i hverdagssituationer, fx liggende i badekarret.

Det blev kendetegnende for hans udtryksform, at han byggede motivet op i fladen med en stærk og intensivt vibrerende kolorit, der ophævede den traditionelle rumvirkning og smeltede motivets bestanddele sammen i en glødende, farvemættet, ornamental syntese.

Selvom Bonnard afviste symbolismens målsætninger, var han dog ofte præget af den i sin kunst. Ligesom Claude Monet kammede hans sansedyrkende maleri ofte over i det spirituelle: Hans modelbilleder kan synes aldeles visionært oversanselige, og hans landskaber kan forekomme gennemsyrede af panteistisk naturoplevelse.

Ved siden af sit virke som maler udfoldede Pierre Bonnard sig som plakatkunstner, bogillustrator, møbeldesigner mv.

Hans bogillustrationer til Paul VerlainesParallèlement (1900) og Longos' Daphnis et Cloé (1902) blev skelsættende og indvarslede en ny æra på området. Af hans malerier kan karakteristiske eksempler ses på Glyptoteket i København, bl.a. Frokosten i haven, malet før 1914, og Spisestuen fra ca. 1925.

Læs mere om fransk kunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Terman Frederiksen: Pierre Bonnard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49501