• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Léon Bonnat

Oprindelig forfatter FTF Seneste forfatter Redaktionen

Léon Bonnat, 1833-1922, fransk maler. Inspireret af barokkens spanske mestre, især Jusepe de Ribera, udfoldede Léon Bonnat sig som historiemaler med en kontrastrig og kras realisme, som det fx ses i Job (1880, Musée Bonnat, Bayonne).

Léon Bonnat udførte talrige store udsmykningsopgaver, bl.a. til Panthéon, rådhuset og justitspaladset i Paris. Hans egentlige arbejdsfelt blev dog portrætmaleriet, hvor han gjorde lykke med sine mondæne naturalistiske figurskildringer, fx portrættet af præsident Adolphe Thiers (1877, Louvre).

Igennem flere årtier drev Bonnat en anset privat kunstskole i Paris. Den besøgtes af unge kunstnere fra mange lande, fra Danmark bl.a. Theodor Philipsen, Peter Tom-Petersen, Laurits Tuxen, P.S. Krøyer og Joakim Skovgaard, som her fik en skoling i valørmaleri.

Annonce

Léon Bonnat var en fejret udstiller på Salonen i Paris. I 1888 blev han professor ved École des beaux-arts, og fra 1905 var han akademiets direktør.

Musée Bonnat, åbnet 1923 i fødebyen Bayonne, rummer hans kunstsamling og flere af hans egne værker.

Læs mere om fransk kunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Terman Frederiksen: Léon Bonnat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49502