• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Honoré Daumier

Oprindelig forfatter FTF Seneste forfatter Redaktionen

Honoré Daumier. A travers les Ateliers. 1862. Statens Museum For Kunst, www.smk.dk.

Honoré Daumier. A travers les Ateliers. 1862. Statens Museum For Kunst, www.smk.dk.

Honoré Daumier, 1808-1879, fransk grafiker, maler og billedhugger. Honoré Daumier var søn af en glarmester, hvis anarkistiske idéer prægede ånden i hjemmet. Han fik sin kunstneriske uddannelse i 1820'erne, bl.a. på Académie Suisse, og han lærte sig de grafiske metoder, især den nyudviklede litografiske teknik.

I 1830'erne udfoldede han sit talent som satirisk tegner, først fra 1832 for bladet La Caricature, og da det blev lukket af den i 1835 indførte censur, fortsatte han ved tidsskriftet Le Charivari. Blandt hans satirer er karikaturer af den fedladne borgerkonge Ludvig-Filip, fremstillet som en pære.

Annonce

Honoré Daumiers skildringer af kongens selvberigelse på folkets bekostning indbragte kunstneren en dom på et halvt års fængsel. Han fokuserede også på juristernes lemfældige forvaltning af den jordiske retfærdighed og på korrupte politikeres grådighed, fx i det berømte litografi Den lovgivende vom fra 1834.

Daumiers samfundskritiske holdninger fandt også udtryk i skulpturer og malerier. Han udførte bl.a. små bemalede portrætbuster med karikerende fremstillinger af politikere, således serien Parlamentarikerne (1832, Musée d'Orsay, Paris), eller personifikationer af almenmenneskelige laster og dårskaber, fx Afsky og Den listige (1830-32, Glyptoteket, København).

Honoré Daumier var ligeledes produktiv som maler, både i sin velkendte ironiske form og i en anden, mere ekspressiv socialrealistisk. Til den førstnævnte kategori hører Republikken (1848, Musée d'Orsay, Paris) og en lang række af malerier med emner fra Cervantes' Don Quixote, hvori Daumier selvironisk fokuserede på sin egen afmagt som ædel bekæmper af samfundslivets uretfærdigheder.

I den anden gruppe findes bl.a. værker som Tredjeklassesvogn (ca. 1856, Metropolitan Museum of Art, New York) og Vaskekonen (ca. 1863, Musée d'Orsay, Paris).

Læs mere om fransk kunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Terman Frederiksen: Honoré Daumier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61966