Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arman

Oprindelig forfatter ALum Seneste forfatter Redaktionen

Arman, Armand Fernandez, 1928-2005, fransk billedkunstner. Arman var maler, indtil han i 1955 udførte en serie papirarbejder med aftryk af gummistempler, senere med aftryk af genstande, dyppet i farve.

I 1960 var han medstifter af kunstnergruppen Nouveaux Réalistes; han var da blevet kendt for sine akkumulationer: ophobninger af ensartede objekter i plexiglaskasser; det første værk fra 1959 indeholdt radiorør, siden anvendte han hverdagsgenstande eller affald.

Han sammenstillede også større skulpturer af industrielle halvfabrikata, fx dele af biler, og relieffer med bl.a. opklæbede knuste musikinstrumenter.

Annonce

Arman brugte virkeligheden direkte, men gennem sit udvalg, sin systematisering og ophobning af tingene betonede han det underliggende forløb: produktion — forbrug — destruktion.

Læs mere om fransk kunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ann Lumbye Sørensen: Arman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40261