Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georgia O'Keeffe

Oprindelig forfatter MQH Seneste forfatter BlochP

Georgia O'Keeffe, 1887-1986, amerikansk maler. Georgia O'Keeffe var en af pionererne inden for amerikansk modernistisk kunst. Hun studerede ved bl.a. The Art Institute of Chicago 1905-06 og Columbia University i New York 1914-16, og hendes værker udstilledes første gang i 1916 på Alfred Stieglitz' 291 Gallery i New York, hvor hun i 1917 også havde sin første separatudstilling. I 1924 giftede hun sig med Stieglitz og udviklede de følgende år sit særegne billedsprog, som indeholder elementer af præcisionisme, symbolisme og abstraktion. Dette kom tidligst til udtryk i en række nærstudier af forstørrede blomster, som med deres rytmiske linjeforløb og pulserende farvespil balancerer mellem eksakt realisme og ren abstraktion. Blandt hendes værker fra 1920'erne er også affolkede bylandskaber fra New York. I 1949 flyttede hun til New Mexico, hvorefter ørkenlandskabet og sammenstillinger af dyreknogler og -kranier oftest ses som motiver. Blandt hendes sidste værker, før hun i 1971 mistede synet, er en serie kolossale lærreder, som skildrer stiliserede skyformationer set ovenfra.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Qvistgaard Hansen: Georgia O'Keeffe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134773