Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Max Bill

Oprindelig forfatter FTF Seneste forfatter Redaktionen

Max Bill, 1908-1994, schweizisk arkitekt, billedhugger og maler. Max Bill blev uddannet på Bauhaus 1927-29 og har siden været en konsekvent repræsentant for Bauhaus-æstetikkens forening af kunstarterne og stræben mod klar, lovmæssigt struktureret form. Han var i 1930'erne medlem af den internationale kunstnergruppe Abstraction-Création og fandt sine udtryksbehov opfyldt i den konkrete kunst, bygget på matematiske formler og geometriske forhold. I sine arbejder har han især undersøgt variationsmulighederne i enkle geometriske former, fx kuglen eller Möbius-båndets endeløse sløjfe. Blandt Max Bills arkitektoniske hovedværker er Radiohuset i Zürich (1964-67); han har også arbejdet med industriel grafik og design og skrevet om kunst og arkitektur. Efter 1945 har Max Bill udbredt Bauhaus-idéerne som underviser, 1953-57 ved Hochschule für Gestaltung i Ulm, hvis bygninger han opførte, og siden som professor ved Hochschule für Bildende Kunst i Hamburg (1967-74). Han er repræsenteret på Louisiana med skulpturen Konstruktion fra 1937.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Terman Frederiksen: Max Bill i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47050