Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Constantin Brancusi

Oprindelig forfatter IVR-N Seneste forfatter Redaktionen

Constantin Brancusi, 1876-1957, rumænsk billedhugger. Brancusi var en af 1900-t.s første avantgardekunstnere. I 1904 bosatte han sig i Paris, hvor han en kort periode arbejdede i et traditionelt, naturalistisk formsprog. Men allerede i 1907 udstillede han skulpturer med stærkt forenklede former. Han søgte at gengive det essentielle, det absolutte, og skulpturernes former blev som symboler, der udtrykker det mest karakteristiske ved et menneskehoved, et nyfødt barn, et kys, en sæl eller en fugl. Disse temaer gennemarbejdede han hver for sig over længere perioder, ofte i forskellige materialer som træ, marmor og poleret bronze. Til hver figur skabte han en individuel sokkel, nært knyttet til skulpturen.

I 1920 skabte Brancusi sit hovedværk, Den uendelige søjle, opbygget af rombeformede elementer, hugget i træ. Herefter udførte han adskillige versioner i forskellige størrelser; i 1937 blev en version støbt i jern, og den står nu, 30 m høj, i byen Tîrgu Jius folkepark i Rumænien sammen med andre af hans værker. Adskillige af hans hovedværker, bl.a. en version af Kysset fra 1912, findes i Philadelphia Museum of Art i USA. Brancusi testamenterede sit atelier med indhold til den franske stat; det står nu genopført ved Pompidoucentret i Paris.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inge V. Raaschou-Nielsen: Constantin Brancusi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50490