Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hanne Varming

Oprindelig forfatter LS Seneste forfatter PKN

Hanne Varming, f. 1939, dansk billedhugger; uddannet på Kunstakademiet 1958-65 hos Gottfred Eickhoff og Mogens Bøggild, gift med Erik Varming 1962-86.

Hanne Varmings motivkreds består af hverdags- og øjebliksskildringer som i de mange skulpturer af hendes børn. Gamle koner er også et ofte benyttet motiv, som hun bearbejder til et særdeles forenklet, næsten karikeret udtryk.

Hun har tillige lavet skulpturgrupper som fx Hyldemor eller Oldeforældre (bronze, 1990) på Kultorvet i København og en række portrætter, bl.a. af Preben Hornung (1977) samt af dronning Margrethe 2. til 10- og 20-krone-mønter (1989-93).

Annonce

Hanne Varming har været medlem af kunstnersammenslutningen Kammeraterne 1973-2001, af Corner fra 2003. Hun underviste 1981-85 ved Det Jyske Kunstakademi, og i 1988 modtog hun Eckersbergs Medalje.

Et af Hanne Varmings mest kendte arbejder er skulpturgruppen Piger fra Paris (bronze, 1999); et eksemplar var 2002-04 opstillet i gården til Det Danske Hus i Paris og kom derefter i depot, mens et andet blev anbragt på securitybalkonen i Terminal 3 i Københavns Lufthavn. I 2002 blev den frimærkemotiv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte S. Carlsen: Hanne Varming i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178647