Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mimesis

Oprindelig forfatter Dehs Seneste forfatter Redaktionen

mimesis, begreb, hvormed Platon og Aristoteles bestemmer kunstens væsen; senere har begrebet haft stor betydning i den kunstteoretiske tradition i sammenhæng med formelen "kunsten efterligner naturen".

Oversættelsen "efterligning" (lat. imitatio) tilgodeser dog kun et enkelt aspekt af det græske begreb, der omfatter enhver sanselig konkret fremstilling, ikke kun af noget allerede eksisterende eller foreliggende, men også af noget sandsynligt eller muligt.

Ifølge Platon efterligner hans statsforfatning det skønneste og bedste liv, der kan tænkes. Men om kunst hævder han, at den ret beset efterligner noget, der selv er efterligning, nemlig fænomenerne, som han betragter som ufuldkomne gengivelser af en ideal verden.

Annonce

Hos Aristoteles anvendes betegnelsen mimesis om tragediedigtningens efterligning af menneskets handlen og liden; efterlignende adfærd anser han for en medfødt og lystbetonet disposition.

Ordet mimesis er græsk 'efterligning, gengivelse, fremstilling', afledn. af mimeisthai 'efterligne', af mimos, se mime.

På teatrets område fik læren om, at kunsten efterligner naturen, en ny betydning i løbet af 1700-tallet, da den indgik i agitationen for det borgerlige skuespils naturlighed modsat de klassicistiske normers kunstighed. I samme periode mistede efterligningslæren sin magt som generel formel for kunstens væsen. Det skete i takt med, at kunstopfattelsen betonede kunstværkets autonomi og nyskabende kraft (jf. kopi).

Når mimesis er forblevet et centralt begreb også i nyere kunstteori, er det som betegnelse for kunstværkets referentielle funktion. Referencen til verden behøver ikke, som hos Erich Auerbach i bogen Mimesis (1946), at samle sig om kunstens virkelighedsgengivelse.

En mere antropologisk og kulturteoretisk dimension træder frem, når begrebet, som hos Walter Benjamin og Th.W. Adorno, anvendes om den indstilling til den ydre virkelighed, der manifesterer sig i kunst. Mimesis forstås her som et arkaisk reaktionsmønster over for en potentielt truende omverden (sml. mimicry).

Hermed opretholder begrebet sin betydning som et kulturteoretisk perspektiv på kunsten, hvori den fremstår som en førrationel, førvidenskabelig erkendelsesform. Generelt betragtes kunst i dag dog mindre ud fra sin relation til et urbillede, mere som udtryk for en proces, hvori billeder avler billeder og kunst avler kunst.

Som antropologisk begreb indtager mimesis endvidere en nøgleposition i kulturforskeren René Girards forfatterskab, hvor det menneskelige begær bestemmes som mimetisk, dvs. ikke rettet mod noget, der begæres for sin egen skyld, men mod det, der begæres af andre.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Dehs: mimesis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125773