kunstkritik

Kunstkritik, overvejende teoretisk funderet, beskrivende og kritisk analyserende beskæftigelse med værker og tendenser inden for især den samtidige kunst.

Kunstkritikkens centrale anliggende er, i modsætning til filosofisk æstetik og kunsthistorie, formulering af æstetiske smagsdomme.

Tidlige former for kunstkritik fandtes i antikken, men det var først med dannelsen af et kunstmarked, indførelsen af offentlige kunstkonkurrencer og kunstens ophævelse til fri kunstart i renæssancens Italien, at en empirisk kunstkritik, der bestræber sig på at fælde æstetiske domme, dukkede op.

Med udviklingen af den akademiske tradition i 1500-tallet fremkom talrige kunstteoretiske skrifter og traktater, der dannede grundlag for lærde kenderes kunstkritik fra 1500- til 1700-tallet.

En egentlig offentlig kunstkritik, frigjort fra akademiernes regler for frembringelse af kunst, opstod dog først i Frankrig i 1700-tallet i forbindelse med det franske kunstakademis Salon-udstillinger i Paris, hvor et anonymt, alment oplyst borgerligt publikum fremtrådte samtidig med et nyt kunstbegreb, der var orienteret mod den æstetiske oplevelse eller reception.

Jean Baptiste Dubos satte således i begyndelsen af 1700-tallet følsomheden som alment princip for modtageligheden for kunst. Denne egenskab er alle mennesker i princippet i besiddelse af, hvilket indebærer et krav om kunsten som hvermands eje. Den følsomme, lærde lægmandsbetragter blev i princippet en legitim kunstkritiker. Aviserne begyndte at bringe kunstanmeldelser, og de første kunsttidsskrifter opstod.

Kunstkritikken indtog her rollen som formidler mellem kunst/kunstner og publikum eller opfattede sig som et særligt avanceret og generaliseret "publikum".

Kunstkritikken udviklede sig som en særlig litterær genre, først og fremmest hos Denis Diderot, hvis anmeldelser, de såkaldte Saloner, fra anden halvdel af 1700-tallet fik stor indflydelse.

I takt med at kunsthistorien etableredes som videnskab, har kunstkritikkens mest iøjnefaldende rolle været som spydspids for nye strømninger, fx digteren Guillaume Apollinaires kunstkritiske indsats for kubismen og Lawrence Alloways (1926-1990) for den engelske popkunst.