det skønne

Det skønne, i vestlig tradition siden oldtidens Grækenland en grundlæggende værdi i livsforståelsen, ofte sideordnet med det sande (sandhed) og det gode.

Når vi siger, at noget er "i den skønneste orden", rammer det den ældste brug af begrebet; de tidligste græske filosoffer betragtede den naturgivne virkelighed som en sådan "skønneste orden", jf. ordet kosmos.

Det velproportionerede menneskelegeme blev i antikken anset for det eksemplariske udtryk for skønhedens formelle bestemmelse i henseende til orden og harmoni.

I Platons dialog Symposion beskrives et sted, hvordan et begær, der vækkes af legemlig skønhed, indeholder spiren til en oversanselig eros, der er rettet mod en højere art skønhed, i sidste instans mod det værendes guddommelige orden.

I det skønne erfarer vi glansen fra det gode i denne orden. Hvad øjet indfanger, er ifølge Platon skinnet af en evig virkelighedsmagt, hvis væsen kun tænkningen kan skue. Tankegangen er også betegnende for den kristne tradition, der i oldkirken og middelalderen slutter tilbage fra skønheden i den skabte orden til skaberens fuldkommenhed.

Det er således ikke en selvfølge, at det skønne betragtes som noget æstetisk, dvs. som grundlagt i vores sansemæssige følsomhed; denne moderne opfattelse, der først i løbet af 1700-tallet vandt udbredelse, indebærer en subjektivering; der er ikke længere tale om en egenskab ved tingene, men om et produkt af vores sansning og måden, vi forholder os på over for det sansede.

Betegnelsen de skønne kunster om maleri, skulptur, arkitektur, musik og digtning er forbundet med et sådant æstetisk skønhedsideal (se kunst). Hvad der er genstand for æstetisk opmærksomhed, er ifølge filosoffen Immanuel Kant netop unddraget forstandens nøgternhed; "når vi bestemmer tingene ud fra forstandens begreber, går enhver skønhedsforestilling tabt".

Ansigt til ansigt med naturens skønhed stimuleres ifølge Kant vores livsfølelse, vores forundring og tænksomhed.

I løbet af kunstarternes udvikling fra romantik til avantgarde ophørte det skønne med at være en integreret del af begrebet kunst. Kunst kom efterhånden til at omfatte en række fænomener, der tidligere netop stod i kontrast til det skønne, i billedkunsten fx det sublime og det hæslige foruden alt, hvad der i 1900-tallet har samlet sig under overskriften The Shock of the New.

For så vidt det skønne og dets billeder konstant reproduceres, forbruges og opbruges i nutidens æstetiserende livsverden, kan kunstens kredsen om det æstetisk stødende ligne forsøget på at skabe plads til den forundring og tænksomhed, der tidligere forbandt sig med skønhedserfaringen.

Se også æstetik.