Julius Lange, 1838-1896, dansk kunsthistoriker, bror til Carl Lange. Efter studier i bl.a. filologi og filosofi læste han kunsthistorie hos N.L. Høyen og blev i 1866 magister i kunsthistorie ved Københavns Universitet, den første i fagets historie. I 1870 blev han docent ved Kunstakademiet, året efter ved Universitetet, og i 1888 fik han et ekstraordinært professorat. Som kunsthistoriker skrev Lange om den klassiske græske kunst, med Fidias som hovedskikkelsen, om den italienske renæssance, især Michelangelo, ligesom han skrev om senere perioder, fx Sergel og Thorvaldsen (1886). Hans kritiske arbejde gjaldt nutidskunsten, især den danske og franske, samlet i bøger som Nutidskunst (1873) og Vor Kunst og Udlandet (1879). En lang række artikler er samlet i Udvalgte Skrifter 1-3, udgivet 1900-03 af Peter Købke og hans nære ven Georg Brandes. To af Langes værker har særlig kunstteoretisk interesse: Om Kunstværdi (1873) og Billedkunstens Fremstilling af Menneskeskikkelsen (bind 1 1892, bind 2 udgivet posthumt 1898). I det første forsøger han ud fra en bestemmelse af kunstbegrebet at argumentere for det, der gør kunsten til alle tider værd at beskæftige sig med, nemlig "det egentlig kunstneriske i Kunsten". Lange indrømmer en subjektivisme i kunstværdierkendelsen, men hævder alligevel den lærdes ræsonnement som objektivt, en problemstilling, der stadig er aktuel. Det andet værk, som han arbejdede på næsten hele livet, er en historiografisk undersøgelse af menneskefiguren. Den tager udgangspunkt i en antagelse af, at denne fremstilling er knyttet til en stræben efter demokrati. Lange var i sine sidste år drivkraften bag oprettelsen af Den Kgl. Afstøbningssamling, hvis første leder han var 1895-96.