Faktaboks

Hanne Finsen
Født
8. marts 1925, København
Død
14. september 2023
Hanne Finsen
Hanne Finsen var fra 1978 direktør for både Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaardsamlingen. Her ses hun i 1989 efter at havde indkøbt Vilhelm Hammershøis maleri Støvkornenes dans i solstrålerne til Ordrupgaardsamlingen.
Hanne Finsen
Af /Ritzau Scanpix.

Hanne Finsen var en dansk kunsthistoriker og museumsdirektør, gift med journalist og teaterdirektør Knud Poulsen.

Under sit studie blev Hanne Finsen optaget af fransk kunst fra 1800- og 1900-tallet, og denne interesse kom i høj grad til at præge hendes virke. Et studieophold i USA i 1960 gav hende indblik i et langt mere professionaliseret museumsmiljø end det danske. Vægten på formidling gennem fx omvisninger, foredrag og foldere kom således til at inspirere Hanne Finsen i hendes eget arbejde, hvor hun blev en udstillingsarrangør i international klasse.

Hanne Finsens karriere

I perioden 1954-1978 var Hanne Finsen ansat på Statens Museum for Kunst, hvor hun bl.a. arrangerede en stor retrospektiv Matisse-udstilling i 1970.

I 1978 blev hun leder af både Den Hirschsprungske Samling (frem til 1985) og Ordrupgaardsamlingen (frem til 1995). På Ordrupgaard arrangerede hun bl.a. udstillingerne Vilhelm Hammershøi (1981), Gauguin og van Gogh i København 1893 (1984-1985), Manet (1989) og Matisse – kapellet i Vence (1993). Hendes udstilling af Vilhelm Hammershøi, som også i 1983 blev vist i New York og Washington, var med til at bane vejen for den internationale interesse for Hammershøi.

Ti år efter at Hanne Finsen var gået på pension arrangerede hun i 2005 endnu en Matisse-udstilling, denne gang på Louisiana.

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig