Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Herwarth Walden

Oprindelig forfatter UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Herwarth Walden. Bronzebuste af Herwarth Walden fra 1917 udført af teater-og filminstruktøren og billedkunstneren William Wauer, der var tilknyttet kredsen omkring Der Sturm. Busten repræsenterer et af højdepunkterne indenfor ekspressionistisk skulptur.

Herwarth Walden. Bronzebuste af Herwarth Walden fra 1917 udført af teater-og filminstruktøren og billedkunstneren William Wauer, der var tilknyttet kredsen omkring Der Sturm. Busten repræsenterer et af højdepunkterne indenfor ekspressionistisk skulptur.

Herwarth Walden, Georg Lewin, 1878-1941, tysk forfatter og kritiker. Herwarth Walden var uddannet komponist og pianist hos Conrad Ansorge. Efter et studieophold i Firenze 1897-98 gav han musikundervisning og koncerter i de berlinske kunstnerfællesskaber bl.a. Neue Gemeinschaft.

Til Herwarth Waldens faste forbindelser i denne periode hørte anarkisten Erich Mühsam og digterne Peter Hille, Paul Scheerbart og Else Lasker-Schüler, som Walden blev gift med i 1903. I 1904 stiftede han Verein für Kunst, en litterær forening, som hidkaldte tidens førende intellektuelle, musikere, forfattere og debattører fra ind- og udland.

1910-32 udgav han kunst- og kulturtidsskriftetDer Sturm, et af de vigtigste talerør for international og tysk moderne kunst og litteratur. Der Sturm var i begyndelsen tænkt som et kulturtidsskrift med hovedvægt på litteratur. Men allerede i tidsskriftets første leveår blev Walden indfanget af de nye udtryk indenfor maleri, bl.a. af Oskar Kokoschkas værker, som han oplevede under dennes ophold i Berlin i 1910. Allerede i 1912 lancerede han de italienske futurister.

Annonce

Der Sturm var fra dette tidspunkt talerør for den tyske og internationale avantgarde og Herwarth Walden kendt som Wegbereiter der Moderne. Tidsskriftet blev senere udvidet med Der Sturm Galerie og Der Sturm Verlag.

I 1913 arrangerede Walden udstillingen Erster deutscher Herbstsalon, en af de mest banebrydende kunstudstillinger for international nutidskunst før 1. Verdenskrig.

Herwarth Walden havde i forbindelse med sin publicistvirksomhed kontakt til danske kulturradikale som Georg Brandes, Robert Storm-Petersen og Rudolf Broby-Johansen samt til forfattererne Herman Bang og Johannes V. Jensen.

I forbindelse med hans europæiske lancering af avantgarden kom han personligt til København. I 1912 præsenterede Der Sturm en udstilling af de italienske futurister på Den Frie Udstilling. I 1918 vistes Der Sturm. International Kunst. Ekspressionister og kubister i Georg Kleis' Kunsthandel.

I forbindelse med den politiske tilspidsning i Tyskland emigrerede Walden i 1932 til Sovjetunionen, hvor han skulle udgive et leksikon om samtidslitteratur på statsforlaget RSFSR.

I perioden 1937-39 offentliggjorde han desuden antifascistiske essays under forskellige pseudonymer. I 1941 blev han, ligesom mange tyske emigranter, anholdt i Moskva som følge af stalinistisk terror. Herwarth Walden blev deporteret til et fængsel i Saratow/Wolga, hvor han ifølge en officiel meddelelse døde den 31. oktober 1941.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ursula Fugmann: Herwarth Walden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=181808