Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

æstetik

Oprindelig forfatter Dehs Seneste forfatter Redaktionen

Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.

Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.

æstetik, den del af filosofien, der beskæftiger sig med det skønne, med kunsten og det erfaringsområde, der knytter sig til disse fænomener.

Siden Platon og Aristoteles har filosoffer vist interesse for dette område, men grundlaget for en særlig filosofisk disciplin med navnet æstetik blev først skabt med Alexander Gottlieb Baumgartens værk Aesthetica (1750) og befæstet med Immanuel KantsKritik der Urtheilskraft (1790).

Ordet æstetik kommer af tysk Ästhetik, i 1700-t. dannet af græsk aisthetikos 'som angår det at fornemme', af aisthanesthai 'føle, fornemme'.

Æstetik betød dengang anerkendelsen af et nyt erfaringsområde, der ikke munder ud i rationelt kontrollerbar viden, men angår vores sensibilitet over for tingenes individuelle fremtræden.

Annonce

Hos Baumgarten skulle en sådan æstetisk erkendelse (cognitio sensitiva) indplaceres i 1700-t.s hierarki af erkendelsesformer. Hos Kant analyseres vores æstetiske forhold til naturen, vores behag ved det skønne, herunder også den skønne kunst, vores moralske og intellektuelle interesse for det område samt ikke mindst de domme, vi fælder i den forbindelse (se også smag).

Først med F.W.J. Schellings Philosophie der Kunst (1803) fremstår kunst som den filosofiske æstetiks centrale tema.

Begrebet æstetik bruges også om alt, hvad der knytter sig til "det æstetiske" og dermed til vores naturlige tilbøjelighed til at glæde os over den måde, som fænomenerne i vores omverden fremtræder på, deres former, farver, udtryksfuldhed, velskabthed m.m.

I en sådan bred betydning har filosoffen Michel Foucault under betegnelsen "eksistensens æstetik" forestillet sig en aktualisering af den i antikken praktiserede livskunst, forstået som en etik, hvor det centrale ikke er en moralsk fordring eller en lovfæstet regel, men individets formbevidste stilisering af sin tilværelse.

Sammenhængen mellem æstetik og etik var en selvfølge, da æstetikken mod slutningen af 1700-t. blev en del af filosofien. Æstetikken bidrog til idéen om kunstens uafhængighed af enhver bestemmelse, der ikke var dens egen frie selvbestemmelse. Når den dermed lagde afstand til den opdragende kunst, en kunst med morale, skete det ikke til fordel for en nihilistisk eller amoralsk kunst.

Det drejede sig om en fornyet tiltro til kunstens anliggende, en tiltro til, at den ud fra selve sin natur var opbyggelig. Derfor havde kunst ikke nødigt at gøre knæfald over for sociale og moralske forskrifter.

Friedrich Schiller. Rivaliseringen mellem de to store klassiske tyske forfattere, Schiller og Goethe, er blevet stiliseret som en modsætning mellem den spekulative og den intuitive tænkning, men siden 1794, da de indledte deres indbyrdes brevveksling og lærte at forstå hinandens egenart, og især siden 1799, da Schiller flyttede til Weimar, inspirerede de hinanden. Maleri af Gerhard von Kügelgen ca. 1808 efter Schiller-billeder fra slutningen af 1790'erne; Freies Deutsches Hochstift.

Friedrich Schiller. Rivaliseringen mellem de to store klassiske tyske forfattere, Schiller og Goethe, er blevet stiliseret som en modsætning mellem den spekulative og den intuitive tænkning, men siden 1794, da de indledte deres indbyrdes brevveksling og lærte at forstå hinandens egenart, og især siden 1799, da Schiller flyttede til Weimar, inspirerede de hinanden. Maleri af Gerhard von Kügelgen ca. 1808 efter Schiller-billeder fra slutningen af 1790'erne; Freies Deutsches Hochstift.

I Kants æstetik og senere i Friedrich Schillers Über die ästhetische Erziehung des Menschen (1795, Menneskets æstetiske opdragelse, 1970) var det en klar forudsætning, at det netop var den frie kunst, der besad muligheden for at spille en opdragende rolle. Den centrale position, som filosoffer og digtere i den efterfølgende romantiske periode tildelte æstetikken, ville være ubegribelig, hvis den byggede på en teoretisk isolering af kunsten og det skønne.

Især i romantikken har filosoffer udstyret kunst med en vidtrækkende betydning, der minder os om, at dens historiske rødder skal søges i en religiøs verdensforståelse. Modsat har senere filosoffer undertiden defineret æstetik tæt op ad de eksisterende videnskaber om kunst og således udstyret den med en rationel nøgternhed, der kan føles som en skarp kontrast til dens tema.

Den filosofiske interesse for æstetikkens område samler sig imidlertid ikke i en bestemt kunstforståelse. Den fordeler sig i spørgsmål og tankebaner, der afspejler de forskellige filosofiske retninger og ofte hører sammen med den enkelte filosofs egenart. Alligevel kan man med forsigtighed tale om enkelte tilbagevendende problemstillinger i moderne æstetik.

Siden G.W.F. Hegel har det været et vigtigt tema, at kunstens anliggende og betydning er underkastet forandring. Kunstens "væsen" er ikke andet end dens mangfoldige forvandlinger og dermed sammenfaldende med dens egen historie.

Denne opfattelse står i kontrast til en mere systematisk og begrebsafklarende filosofisk tænkemåde. Fx kan billedkunstens værker interessere som et område, der er bestemt gennem begreber i tilknytning til vores naturgivne perceptionskapacitet (som fx hos Maurice Merleau-Ponty og Richard Wollheim), men også som historisk betingede kulturfænomener, der bestemmes gennem vores lige så historisk formede kapacitet til at finde mening og stille spørgsmål (fx hos Arthur C. Danto (1924-2013)).

Martin Heidegger fotograferet ca. 1960. Han yndede at vandre i egnen ved Todtnauberg i Schwarzwald, hvor han siden 1922 i perioder boede i en hytte, han selv havde ladet bygge. Her skrev han bl.a. Sein und Zeit, der udkom i 1927.

Martin Heidegger fotograferet ca. 1960. Han yndede at vandre i egnen ved Todtnauberg i Schwarzwald, hvor han siden 1922 i perioder boede i en hytte, han selv havde ladet bygge. Her skrev han bl.a. Sein und Zeit, der udkom i 1927.

Et kunstværk er ikke en ting blandt andre ting, men må snarere forstås som et perspektiv på verden, som vi sætter os i dialog med, og som føjer noget nyt til vores erfaring. Dermed forbinder det sig med begrebet sandhed, men i en anden betydning, end når vi kalder et udsagn sandt, fordi det stemmer overens med, hvordan noget forholder sig.

Det sandhedsbegreb, der kommer på tale i sammenhæng med kunst, har flere filosoffer forsøgt at bestemme nærmere (fx Theodor W. Adorno og Hans-Georg Gadamer); mest berømt er Martin Heideggers fremstilling af kunstværket som "sandhedens iværksættelse".

Kunst er udsagn, dvs. kan opfattes som sprog. Det gælder ikke bare de digteriske kunstarter eller den kunst, der synes at sige noget helt bestemt. Men hvis kunst allerede som form og udtryk er sprog, er det en filosofisk opgave nærmere at bestemme dens sprogkarakter (et markant forslag er udformet af Nelson Goodman).

Både den fænomenologiske og den analytiske tradition har udfoldet dette tema i æstetikken. Begge retninger har også set kunstværket som en udfordring for de kategorier, hvormed vi normalt bestemmer tingene i vores omverden.

Det kan dreje sig om det definitionsspørgsmål, der knytter sig til afgørelsen af, hvornår noget er kunst (se kunstinstitutionen); eller i hvilken forstand kunst "repræsenterer" en virkelighed hinsides kunsten; eller hvilken objektstatus der fx tilkommer et musikalsk værk, der primært eksisterer i et ubestemt antal, aldrig ganske ens opførelser.

Hvor det tidligere var en selvfølge, at kunsten stod i kontrast til hverdagslivet og overbød det i betydning, intensitet og æstetisk udformning, er den aktuelle situation anderledes: Det er ikke længere muligt at trække en tydelig grænse for æstetikkens genstandsområde.

De klassiske områder, kunstens og naturens æstetik, har i 1900-t.s løb fået alvorlig konkurrence fra de mange fænomener, der indgår i den aktuelle æsteticering af dagligdagen, dvs. mode, design, livsstil, reklame, medier m.m.

Se også det skønne, kunst og musikæstetik.

Æsteticisme

Charles Baudelaire. For Baudelaire var fotografiet en nyttig teknik, men farlig for kunsten, fordi det bekræftede det dårlige publikums tro på, at kunst er den nøjagtige gengivelse af virkeligheden (Les Salons, 1859). Alligevel fik ungdomsvennen Nadar (Félix Tournachon), en af fotografiets pionerer, lov til i årene 1855-62 at optage en række fremragende portrætter af ham. Det var i selskab med Nadar, at Baudelaire første gang så Jeanne, den sorte Venus, spille på et parisisk varieté-teater (1842).

Charles Baudelaire. For Baudelaire var fotografiet en nyttig teknik, men farlig for kunsten, fordi det bekræftede det dårlige publikums tro på, at kunst er den nøjagtige gengivelse af virkeligheden (Les Salons, 1859). Alligevel fik ungdomsvennen Nadar (Félix Tournachon), en af fotografiets pionerer, lov til i årene 1855-62 at optage en række fremragende portrætter af ham. Det var i selskab med Nadar, at Baudelaire første gang så Jeanne, den sorte Venus, spille på et parisisk varieté-teater (1842).

I modstrid med de oprindelige intentioner hos fx Kant og Schiller udviklede der sig i løbet af 1800-tallet en betoning af det æstetiske som et selvstændigt værdiområde, ja som det eneste afgørende.

Søren Kierkegaards æstetikerportræt i Enten-Eller (1843) er blandt de første signalementer af den æsteticisme, der få årtier senere manifesterede sig i excentrisk og forfinet hedonisme hos et antiborgerligt følsomhedsaristokrati: den parisiske boheme og den engelske dandy med Charles Baudelaire og Oscar Wilde som de berømte eksponenter.

I kunsten kommer æsteticismen tydeligst til udtryk i l'art pour l'art-bevægelsen og i filosofien i Friedrich Nietzsches ord om, at kunsten er vigtigere end sandheden, og at det kun er som æstetisk fænomen, verden kan retfærdiggøres. Sådanne brokker fra Nietzsches filosofi blev i 1900-tallets slutning associeret med begrebet postmodernisme, der netop ofte er blevet karakteriseret som en nyudgave af 1800-tallets æsteticisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Dehs: æstetik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 6. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184686