Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Saatchi & Saatchi

Oprindelige forfattere PKN og VAn Seneste forfatter Redaktionen

Saatchi & Saatchi, reklamebureau stiftet 1970 af brødrene Charles (f. 1943) og Maurice Saatchi (f. 1946), hvis familie var udvandret fra Baghdad til London i 1947. Med opsigtsvækkende fantasirigdom og aggressiv vækststrategi erobrede bureauet førstepladsen i den britiske reklameverden. Kampagnen Labour is not Working bidrog til Margaret Thatchers valgsejr i 1979. I 1995 dannede brødrene et nyt bureau, M & C Saatchi Agency, mens det oprindelige ændrede navn til Cordiant plc. I Danmark, hvor Cordiant optræder under det oprindelige navn, er bl.a. gennemført kampagnen Vores øl for Carlsberg.

Baseret på sin store kunstsamling etablerede Charles Saatchi i 1985 et kunstgalleri i London,The Saatchi Gallery; det blev i 2003 indrettet i County Hall, men er nu (2006) under flytning til Chelsea. Her præsenteres bl.a. unge britiske kunstnere som Damien Hirst, Tracey Emin og Jake og Dinos Chapman. Værker fra Charles Saatchis samling af bl.a. disse kunstnere vakte i 1997 stor opsigt på den kontroversielle udstilling Sensation på Royal Academy of Arts i London (senere vist i Berlin og New York). Med sin promovering af unge og ofte ukendte kunstnere, sine store kunstindkøb og støtte til museer og samlinger spiller Charles Saatchi en hovedrolle på den britiske kunstscene.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Kühn-Nielsen, Victor Andersen: Saatchi & Saatchi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=154143