Bruun Rasmussen Kunstauktioner er et dansk auktionsfirma, der blev grundlagt i 1948 i København af kunsthandler Arne Bruun Rasmussen (1910-1985); han var uddannet hos Winkel & Magnussen og blev auktionarius i 1939. Bruun Rasmussen Kunstauktioner blev snart landets førende, og mange betydelige privatsamlinger og enkeltgenstande inden for antikviteter, kunst, bøger, mønter, vin m.m. blev udbudt til salg i Bredgade 33, København.

Faktaboks

Også kendt som

Bruun Rasmussen

Sønnen Jesper Bruun Rasmussen (f. 1942) blev medejer i 1972, overtog ledelsen i 1985 og omdannede firmaet til et interessentskab, der i 1990 blev udvidet med Børge Nielsens Auktioner i Vejle. Bruun Rasmussen Kunstauktioner havde filial i Stockholm 1992-1998.

En afdeling i Aarhus åbnede i 2001. I København overtog firmaet i 2000 Sagførernes Auktioner og åbnede i 1999 en ny afdeling, Bruun Rasmussen Havnen, med adresse i det fhv. frihavnsareal mellem Østerport og Nordhavn.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der også afholder online-auktioner på internettet med forudgående eftersyn i bl.a. afdelingen i Aarhus, købte og overtog i 2004 auktionsfirmaet Kunsthallen og i 2006 auktionsfirmaet Ellekilde, begge i København.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner blev i 2022 købt af det engelske auktionsfirma Bonhams. Året efter lukkede Bruun Rasmussen Kunstauktioners afdeling i Bredgade, København, og Bruun Rasmussen Havnen. Samtidig åbnede en ny afdeling i Lyngby.

Eksterne links

Kommentarer (1)

skrev Finn Andersen

Bruun Rasmussen Kunstauktioner har ikke længere adresse i Bredgade; den nye adresse fra 2023 er i Lyngby.

Derudover mangler artiklen information om, at Bruun Rasmussen Kunstauktioner i 2022 blev købt af det engelske auktionshus Bonhams.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig